Nathalie Skals Danielsen


Miss Model Of The World Danmark 2015  
Navn:
Nathalie Skals Danielsen
Alder:
19 år
By:
Veflinge/Fyn
Højde:
185 cm
Beskæftigelse: Lærervikar, Model

Mit navn er Nathalie Skals Danielsen. Jeg er 19 år gammel og er tidligere finalist i Miss World Danmark 2013. Jeg kommer fra en lille by på Nordfyn, der hedder Veflinge. Jeg er vokset op på landet som midterbarn af en børneflok på 5. Jeg har to ældre søstre, en lillesøster og en lillebror. Det at vokse op med så mange søskende, er som altid at have sine bedste venner omkring sig. Vi er alle meget kreative. Jeg selv har altid beundret min ældste søster for hendes evner på instrumenter, men lige meget hvad jeg gjorde for at spille, endte jeg altid med at sidde og tegne i stedet, og det gør jeg stadig den dag i dag.

I dag bor jeg for mig selv, men er stadig ofte sammen med familien. Jeg afsluttede min skole i sommers, og arbejder for tiden som lærervikar, som jeg er super glad for. Jeg har tidligere arbejdet som handicapmedhjælper, og har fundet ud af at jeg sætter stor pris på at have med mennesker at gøre. Derfor er det også inden for den branche, jeg ønsker at uddanne mig.

Generelt er jeg en person, der er meget spontan. Jeg er ikke specielt god til at planlægge for mange ting, have for mange rutiner og faste rammer. Jeg tager helst gerne en dag ad gangen, og der skal ske noget nyt engang i mellem. Men dette ser jeg ikke kun som en dårlig ting. Det, at jeg er så nysgerrig, positiv og ubekymret gør, at jeg er god til at gribe nuet, tage chancer, og klar på nye eventyr og de udfordringer det indebærer. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv for en stædig person. Hvis der er noget, som der fanger mig, som jeg virkelig vil, giver jeg aldrig op, men det skal interessere mig. - Dette er måske min negative side. Derimod er min stærke side at jeg tør stå ved den jeg er. På trods af, at jeg elsker bylivet og fart over feltet, er jeg stadig den samme Nathalie, der engang red op til brugsen på sin hest for at handle.

Den person jeg ser mest op til, er Ayaan Hirsi Ali fordi hun er en utrolig stærk kvinde, som har mærket undertrykkelsen på egen krop og sjæl. Hun har sat sit eget liv på spil, for at kæmpe for andre kvinders ret til at bestemme over eget liv. Selvom det har haft fatale konsekvenser for hvad hun kan gøre i dag, uden at risikere sit liv, fortsætter hun stadig med at kæmpe.



Som min fremtid ser ud, er det helt klart at jeg slet ikke har oplevet nok endnu. Jeg skal ud og opleve verdenen, og det skal samtidig give en mening og ikke kun være ’’ferie’’. Jeg vil utrolig gerne rejse ud og være med til at gøre en forskel, og efter som min retning af uddannelse ser ud som den gør, satser jeg også på nogle chancer her, som fx at kunne undervise i udlandet. Samtidig er jeg er pige, der fra barns ben af har fået fortalt, at man kan hvad man vil. Dog skal man altid huske at have sig selv med i spillet. Og dette er også stadig en af mine vigtigste ting at sige til mig selv og til andre. Det er sundt for de fleste, at kaste sig ud i en ny verden og at vokse med en opgave. Men det er også her, man skal huske det ansvar, som man har overfor sig selv, huske sig selv på, hvem man er, og hvad man står for. Kan man det, kommer man langt. Det er også derfor jeg ser skønhedskonkurrencen som så meget andet, end hvad navnet i første omgang giver et indtryk af. Skønhed er ikke kun et stort smil og lange ben. Men også hvem du er, og hvad du står for som person.

Jeg kan være en rollemodel for andre fordi, det kunne give andre troen på, at meget kan lade sig gøre, hvis man kæmper for det. Jeg kommer selv fra en meget lille by, hvor folk ikke følger deres drømme fuldt ud, som jeg vil mene, alle burde gøre. Derfor er det vigtigt, at folk tør tro på dem selv, tro på, at man kan hvad man vil, så længe troen, lysten og viljen er der.

Mine forventninger til Miss Model Of The World 2015 i Kina er en blanding af store forventninger, da jeg ved at oplevelsen er unik. Samtidig kan jeg slet ikke sætte mig ind i det, når jeg sidder herhjemme i Danmark. Jeg er derfor rimelig sikker på, at jeg vil blive overvældet, så snart jeg er dernede, og at det vil overgå alle mine forventninger. Jeg er utroligt spændt! Og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg er utrolig stolt over at bære titlen Miss Model Of The World Danmark 2015, og ved hermed også at forventningerne til mig selv er meget høje. Jeg ser det som en ære at være Danmarks repræsentant til Miss model of the World i Kina, og vil derfor gøre mit bedste!






Vidste du at Venezuela er det land der har vundet Miss World flest gange med 6 sejre?

Tilmed dig vores skønhedskonkurrencer for mænd i dagTilmed dig vores skønhedskonkurrencer for kvinder i dag