Ditte Bonde Riggelsen


Miss Danmark 2015 Finalist
Fulde Navn: Ditte Bonde Riggelsen
Alder: 22 år
By/Region: Sønderjylland
Højde: 171 cm
Beskæftigelse: Læser til sygeplejerske (professions bachelor)


Jeg hedder Ditte Bonde Riggelsen, jeg er 22 år gammel og kommer fra Svenstrup, en lille landsby på Als i Sønderjylland. Her har jeg boet hele mit liv med mine forældre og min søster på 20. Jeg er lige flyttet til Sønderborg, hvor jeg bor i en dejlig lejlighed helt ud til vandet.

Til hverdag læser jeg til sygeplejerske og arbejder som henholdsvis salgsassistent i Hunkemöller og personlig hjælper for en dreng på 13 år, der skal ud og have en masse oplevelser og hygge sig.

I min fritid rider jeg en masse dressur på min 9-årige hoppe, Pil’s Memoire. Jeg har redet siden jeg var 3 år gammel og har forsøgt mig med skovture, ridebanespring, ringridning og dressur. Dressur er dog blevet min passion og jeg rider stort set hver dag. Samtidig løber jeg små ture, når tiden tillader det i en presset hverdag med studie, arbejde, ridning og lektier.

Det største jeg har oplevet indtil nu har været mine rejser og de storbyer jeg har besøgt med min familie og venner. Jeg har blandt andet besøgt Berlin, London, Paris og New York, som alle har gjort stort indtryk på mig. Jeg var i New York med min Gymnasieklasse. Det var helt fantastisk og vi havde det vildt sjovt. Jeg blev meget rørt da vi stod på Ground Zero og jeg var meget betaget af byens skyskrabere og det liv der er overalt i byen hele døgnet rundt og ikke mindst det faktum, at rækker du en hånd i vejret, holder der straks op til flere taxaer klar til at tage dig med, det er en sønderjyde som mig bestemt ikke vant til.

Samtidig er noget af det største jeg har oplevet indtil nu, min praktikperiode som foregik over 10 uger, på Intensivafdelingen på Sønderborg Sygehus. Det var på samme tid både meget barsk og sindssygt spændende. Den periode har helt klart medvirket til, at jeg nu er helt sikker på, at det er det rigtige jeg laver.

Jeg taler dansk, engelsk og forstår en smule tysk.

Jeg har ingen yndlingsfilm - der er så mange gode. Jeg har til gengæld en yndlingsserie, som er ”Friends”. Det er simpelthen bare super humoristisk. Jeg tager mig selv i at grine højlydt når jeg ser det og det endda når jeg ser det alene. Jeg bruger det til ren afslapning, hvor jeg kan koble helt fra. Jeg har efterhånden set alle sæsoner op til flere gange.

Min yndlingsbog er ”Fasandræberne” af Jussi Adler Olsen, den er så spændende og fyldt med god humor trods genren. Egentlig er jeg ret vild med alle Jussi Adler Olsens krimithrillere om ”Afdeling Q”. De har alle fanget mig øjeblikkeligt. Der er desværre ikke tid til så megen læsning af skønlitteratur, hvilket er ærgerligt da jeg egentlig er ret vild med det, når jeg kommer i gang. Det eneste krav jeg har til bøger er, at der skal ske noget fra første side, ellers vælger jeg desværre bogen fra til fordel for en god serie.

Jeg elsker mad og kan ikke udvælge én yndlingsret, men jeg er vild med en god bøf med bearnaise og salat. Meget mad fra det italienske køkken tiltaler mig også.

Mit favorit feriested må nok være Italien, hvor jeg har været flere gange med min familie og hvorfra jeg har en masse dejlige minder. I år tog vi til Gardasøen. Der var super lækkert, selvom temperaturen havde sneget sig op, hvor vi Skandinaverne synes, at det er for varmt. Desuden fylder gastronomien også på min ferie, så da det italienske køkken tiltaler mig, er det selvfølgelig også én af grundene til, at landet hører til mine favoritter.

Feriested jeg drømmer om at besøge er Thailand. Jeg har set så mange fantastiske billeder fra Thailand, så det skal jeg helt klart selv opleve en dag.

Jeg ser op til mine forældre fordi de er to fantastiske mennesker, der ikke er bange for at træde til og hjælpe, hvor der er brug for det. De er meget omsorgsfulde og de tænker altid på os andre før dem selv. Jeg har haft den bedste opvækst med megen kærlighed og en familie der altid har været der. Jeg er dem evigt taknemmelig for hvad de har gjort og for hvad de stadig gør.

Skønhed for mig er en naturlig udstråling og charmerende personlighed. Jeg tror på at skønhed kommer indefra. Skønhed er ikke bare et smukt ydre, men også det at være et godt og omsorgsfuldt menneske. Når det kommer til det ydre er jeg både vild med det naturlige look, men samtidig synes jeg, at en smuk og vild fest make-up kan være helt fantastisk. Desuden er der ikke noget mere skønt end et frisk og oprigtigt smil.

Den del af kroppen/ansigtet jeg er mest glad for ved mig selv må nok være mine læber.

Hvis jeg kunne spise middag med én kendt person i hele verden, skulle det være Mascha Vang. Hun er totalt ærlig i sin blog og skriver sindssygt sjovt. Jeg er sikker på, at hun er ligeså fantastisk ligefrem i ”virkeligheden”.

Noget sjovt man skal vide om mig er, at jeg elsker at sove lidt længere i hverdagen end at stå op og gøre mig pæn. Derfor går jeg tit uden make-up og ifører mig i dejligt chiller-tøj.

Jeg er bange for sygdomme. Tanken om at nogle jeg holder af skulle blive alvorligt syge, er ubærlig. Det er især noget jeg er begyndt at tænke en hel del på, i takt med at jeg kommer længere og længere med min uddannelse.

Man laver mange skøre ting. Noget af det jeg lige kommer i tanke om er for nogle år siden da jeg var ude at cykle med min mor. For mig blev turen til et cykelløb. Da vi kommer til vores indkørsel, kan jeg vælge mellem at tabe ”cykelløbet” eller at cykle sidespejlet af min fars bil - det blev det sidste. Det viste sig, at bilen lige var blevet solgt et par timer forinden. Jeg var ikke så populær.

Jeg er mest glad, når jeg ikke behøver at sætte en alarm til dagen efter. Det betyder nemlig, at dagen er fri til alt det jeg allerhelst vil og så bliver den som regel brugt på ridning, min familie, og ikke mindst på gak og løjer med alle mine veninder.

I fremtiden drømmer jeg om at afslutte min uddannelse med et flot resultat og få et fedt job, hvor jeg hver dag gør en forskel for mennesker, der har brug for hjælp. Endnu længere ude i fremtiden drømmer jeg om at få en stabil hverdag med mand, hund, et par børn og selvfølgelig et hus - gerne med stald og ridebane, så jeg kan have min hest gående derhjemme.

Jeg kan være en rollemodel for andre fordi jeg hviler i mig selv og er meget ydmyg. Jeg er altid frisk, positiv og har højt humør. Jeg tør at vise og stå ved hvem jeg er. Jeg har selvironi og jeg synes, at det er vigtigt at turde joke med sig selv.

Jeg valgte at deltage i Miss Danmark 2015 fordi det kan udfordre mig på mange andre punkter end jeg er vant til. Samtidig kan jeg rigtig godt lide konceptet med at konkurrencen støtter velgørende formål. Jeg tror, at min deltagelse i denne konkurrence kan give mig en god og anderledes oplevelse, hvor jeg kommer til at møde en masse dejlige mennesker.

At vinde Miss Danmark 2015 og repræsentere Danmark til Miss World 2015 i Kina vil for mig være en fantastisk oplevelse. Jeg er stolt over at være dansk og det ville være mig en ære at repræsentere Danmark i sådan en prestigefyldt skønhedskonkurrence.

Præsentation
Beauty With A Purpose Projekt

Miss Sport

Vidste du at det er 2.gang nogensinde at en dansk deltager skal repræsentere Danmark til Mister World?

Tilmed dig vores skønhedskonkurrencer for mænd i dagTilmed dig vores skønhedskonkurrencer for kvinder i dag