Sisse Houlberg Winther

Miss World Danmark 2014 Finalist 7
Navn: Sisse Houlberg Winther
Alder: 24 år
By/Region: Aalborg/Jylland
Højde: 181 cm
Beskæftigelse: Læser kandidat i sociologi på Aalborg Universitet


Mit navn er Sisse Houlberg Winther, jeg er 24 år gammel, og jeg bor i hjertet af Aalborg med min fantastiske kæreste Claus og vores to ”missebørn”, makrelrøde Frida og snehvide Conrad. Jeg har en bachelorgrad i sociologi fra Aalborg universitet, hvor jeg ligeledes er påbegyndt min kandidat i sociologi. Mit studie betyder utrolig meget for mig, og jeg føler for alvor at jeg har fundet min rette hylde, hvor jeg har mulighed for at udfolde mig både fagligt og personligt. Jeg har altid haft en umættelig nysgerrighed i forhold til menneskers adfærd, hvor sociologistudiet for mig, er helt perfekt. Her kan jeg både beskæftige mig socialpsykologiske forhold, hvor fokus er på det enkelte individ, men også samfundsmæssige forhold, som eksempelvis danskernes fødevareforbrug, hvilket netop udgjorde temarammen i mit bachelorprojekt.

Karrieremæssigt er min store drøm at arbejde inden for Udenrigsministeriet, hvor jeg ønsker at arbejde på det danske generalkonsulat, eller den faste FN-mission i New York og beskæftige mig med Public Diplomacy, kommunikation  og kulturformidling.

Selvom mit studie, samt karriereplaner fylder meget i mit liv, er der også andre ting der stor betydning for min trivsel! Jeg interesserer mig eksempelvis meget for mode og design, hvilket jeg får lov at beskæftige mig med i min fritid, hvor jeg arbejder i en lille eksklusiv tøjbutik i Aalborg. Arbejdet i Møhge & Maude, er mit eget lille ”mode-frirum”, hvor jeg kan få lov at gøre mig lækker og iklæde mig feminint tøj, som jeg ikke ellers har mulighed i min travle dagligdag, hvor jeg læser, træner, arbejder og sover! Her nyder jeg at ekspedere kunder, samt involvere mig i trends og tendenser inden for mode og design.

Jeg ELSKER at rejse, og har i min opvækst være vant til, at rejser har høj prioritet. Jeg holder af både at dase ved stranden på en afslappende charter, men også at drage ud i det ukendte med en rygsæk på ryggen og opleve nye kulturer, hvor sidstnævnte nok er det jeg holder mest af. Jeg har oplevet store dele af verden, men hvis jeg kunne indfri alle mine destinationsønsker, ville jeg skulle rejse non stop fra nu af og til mit livs ende, da der er SÅ mange lande og byer på min liste, som jeg ønsker at opleve.

Den mest spændende rejse jeg har været på, var mit udenlandsophold sidste sommer, hvor jeg studerede kinesisk politik på et af Kinas højest profilerede universiteter, Fudan University i Shanghai. Her rejste jeg med en veninde, hvor vi for alvor havde ja-hatten på, og bevægede os uden om turistfælderne og ind i de lokales hverdag.

Derudover har jeg en gennemgribende stor passion for mad, som jeg deler med min kæreste, hvor vi tilstræber at lave det meste selv, hvilket vi er RET seje til! J Udover de gængse ting som at bage vores eget brød og lave vores retter fra bunden, så bevæger vi os ud i anderledes projekter som at brygge vores egen champagne, lave vores egen skyr eller ryge fisk som vi selv har fanget. Jeg elsker altså mad, og lader gerne gastronomiske oplevelser være styrende for hvor jeg tilbringer min ferie.

I forlængelse af ovenstående er det heldigt at jeg er rendyrket løber, og holder af at have en aktiv hverdag, så jeg ikke bliver alt for rund i kanterne! Udover løb, stresser jeg af ved at dyrke yoga og gå lange ture i naturen, når tiden tillader det.

Det er svært for mig at vælge en yndlingsfilm, da jeg har mange favoritter, der hver især appellerer til forskellige sider af mig. Men generelt er gode film for mig, film der rører mig følelsesmæssigt, som jeg husker fordi de har fået mig til at tænke over nogle væsentlige ting i livet. En film som står stærkt i min erindring er ”The last king of Scotland”, som er en film baseret på en sand historie om en ung skotsk læge, der rejste til Uganda og blev diktator Idi Amins personlige læge. Kevin Macdonald der er instruktøren bag filmen, formår virkelig at filmatisere de forfærdelige forhold der gjorde sig gældende under Amins styre i 1970erne, og som endnu gør sig gældende flere steder i den tredje verden. En film der får alle iboende følelser frem, og som sætter fokus på noget meget vigtigt, nemlig at vi skal huske på, at der sker forfærdelige ting uden for vores egen sikre osteklokke, som vi bør forholde os aktivt til.

Jeg ser op til mange personligheder i mit liv, og lader mig konstant inspirere af andres viden og handlinger, men hvis jeg skal fremhæve en bestemt person som jeg ser op til, må det være, nu afdøde Nelson Mandela. Hvor brugt det end måtte være, er Nelson Mandela for mig en inspirationskilde udover det næsten menneskelige! Selvom jeg aldrig personligt har mødt Mandela, er han for mig et bevis på at man som menneske, alene kan gøre en forskel. Med reference til Mandela ønsker jeg at kunne se tilbage på mit liv, og føle at jeg har udrettet noget værdifuldt.

Når jeg skal besvare spørgsmålet, vedrørende hvilken kendt personlighed jeg helst vil spise middag med, kan det af naturlige årsager ikke være Nelson Mandela. Jeg kan ikke begrænse mig til hvem det skal være! Der er så mange inspirerende personer verden over, at det er en umulighed at vælge! Men hvis vedkommende skal servere maden vi spiser, er der ingen tvivl om at det skal være Jamie Oliver J.

Skønhed for mig er noget der tager udgangspunkt i den enkeltes personlighed. Jeg anerkender naturligvis at nogle er skabt med et mere eller mindre æstetisk ydre, men samtidig vil jeg understrege at personligheden ALTID vil skinne igennem et smukt ydre, hvorfor et smukt ydre aldrig vil kunne stå alene.

Jeg er bange for.. At miste dem jeg har kær. Min største frygt i livet er at miste min kæreste, som gennem mange år har været min fuldkomne støtte og kærlighed.

Den del af kroppen jeg er mest glad for, er helt sikkert mine lange ben. Sjovt nok, når jeg tænker tilbage på min barn- og tidlige ungdom hvor mine ben var det jeg HADEDE mest ved min krop. Jeg var altid tre hoveder højere end de andre børn, og blev drillet med mine ”stankelben”… Selvom jeg spiste som en mejetærsker, var jeg som barn, nemlig tynd som et stankelben, deraf øgenavnet.

Jeg gør faktisk ofte skøre ting, og hvis man spørger mine nærmeste er jeg nok lidt af en usædvanlig kvinde! Jeg har altid gjort hvad jeg følte for, og aldrig været bange for hvad andre tænkte om mig. Derudover har jeg mine følelser uden på tøjet, og skjuler bestemt ikke når jeg er utrolig glad, hvilket sagtens kan komme til udtryk gennem en springfarlig dans eller ”skøn”sang! Men hvis jeg skal fremhæve noget skørt jeg har gjort, må være da min kæreste og jeg for fem år siden kørte Europa rundt i vores gamle veteranbil, uden at have planlagt hvor og hvor længe vi skulle gøre stop.

Sådan helt overordnet er jeg mest glad, når mine nærmeste er glade. Jeg bliver meget let påvirket af, hvis folk omkring mig er i ubalance. Men hvis jeg skal komme med et konkret eksempel på hvornår jeg i min dagligdag er mest veltilpas, er det når jeg efter en lang og travl dag, sidder i sofaen med mine nærmeste og to katte.

 

Jeg kan være en god rollemodel for andre fordi jeg hviler i mig selv, samt efterlever nogle vigtige menneskelige værdier. Jeg tager ansvar for mit eget liv og helbred, men mener også at vi alle har et socialt ansvar, hvorfor jeg eksempelvis arbejder som frivillig i Ungdommens Røde Kors. Jeg har trods modgang i livet formået at nå en stor del af mine personlige mål, hvilket vidner om, at man kan nå langt i livet, så længe man knokler for det. Jeg mistede for fire år siden min mor til sygdom, og har trods den store sorg det har medført, ikke mistet viljen eller troen på mig selv. En sund indstilling som jeg gerne vil viderebringe til andre.

Som stolt dansker, vil det uden tvivl betyde utrolig meget for mig at vinde Miss World Danmark 2014, og dermed repræsentere Danmark i verdens største skønhedskonkurrence. Jeg mener at jeg har den rette ballast, samt indstilling til at varetage det ansvar, en eventuel titel som Miss World Danmark medfører og jeg vil sætte en stor ære i at forene mine mange interesser i eet og udleve drømmen som Danmarks repræsentant i Miss World. Samtidig er muligheden for at udføre velgørende arbejde i forbindelse med en potentiel titel som Miss World, værd at kæmpe for, og det har jeg i sinde at gøre!

 


Photo: Christina Anaya
Video photographer: Jan Winther 
Make up: Lykke Milving Klejtrup
Hair: Danni Sigen 
Styling: Lisa Lents/National Director 
Dress:www.tp-kjoler.dk
Jewellery: www.mawli.dk
Bikini: www.mawli.dk 
Lashes: www.depend.se
www.missandmisterofdenmark.com

Vidste du at den første danske vinder af Miss Europe 1981 er Anne Mette Larsen?

Tilmed dig vores skønhedskonkurrencer for mænd i dagTilmed dig vores skønhedskonkurrencer for kvinder i dag