Michelle Maria Collier


Miss Danmark 2015 Finalist
Fulde Navn: Michelle Maria Collier
Alder: 22 år
By/Region: Haderslev/Sønderjylland
Højde: 172 cm
Beskæftigelse: Ernæring og Sundhedsstuderende


Jeg hedder Michelle Maria Collier jeg er 22 år og 172 cm høj. Oprindeligt kommer jeg fra en lille bitte by som hedder Kvong, men for 13 år siden flyttede vi til Esbjerg, og i 2014 flyttede jeg selv til det Sønderjyske Haderslev, for at studere på mit drømmestudie.
Tilbage i Esbjerg har jeg min mor, lillebror og storesøster som jeg er meget nært knyttet til.

Til hverdag studerer jeg på Ernæring og Sundhedsuddannelsen i håb om drømmejobbet som klinisk diætist. Som klinisk diætist vil jeg kunne gøre en forskel og hjælpe andre mennesker, ved bl.a. at kunne rådgive dem om sammenhængen imellem kost og helbred. Indtil da, arbejder jeg som frivillig hos Red Barnet, på et fantastisk projekt som hedder: ”Ud af krigens skygger”. Projektet omhandler rehabilitering af sociale indsatser for børn og forældre i traumatiserede flygtningefamilier. En person jeg ser meget op til, er min projektleder Jan Due-Christensen. Jan er en fantastisk rollemodel at have, da han er et varmt og kærligt menneske, der både rummer accept og respekt for alle de personligheder han møder. Jeg er meget passioneret omkring både min uddannelse og mit arbejde som frivillig, da det afspejler min forståelse og interesse for sundhed. Sundhed er både fysisk men også mentalt, og derfor vigtigt at opveje lige meget. Derudover går jeg meget i fitness i min fritid, da det giver mig overskud og velvære. Jeg elsker idéen om at være i stand til at gøre de ting jeg gerne vil, og forme min krop som jeg ønsker den med forskellig slags træning.

Jeg elsker at stå i et køkken og lave god, sund og varieret mad til både venner og familie. Hvis jeg kunne vælge én kendt at spise middag med ville det være Dronningen. Nu er jeg ikke udpræget royalist, men jeg tror på, at Dronningen har nogle gode og spændende historier, som man ikke hører om på TV eller i bladene. Og desuden, skulle hun spise min hjemmelavede mad. Kan man forestille sig noget mere specielt end, at kunne sige at Dronningen har spist ens egne retter i ens eget køkken?

Jeg har oplevet nogle fantastiske ting, og har mange gode minder, men det største jeg har oplevet indtil nu har været, da min lillebror fortalte han var homoseksuel. Jeg tror der er mange unge mennesker der har svært ved at finde sig selv, og gå efter det hjertet fortæller dem. Det kan være svært at følge med strømmen, når man har brugt det meste af sit liv på at svømme imod den. Jeg var stolt og inspireret over den energi, og den åbenhed det har fulgt ham, samt tilliden og lysten til hvad livet fremover bringer ham. Jeg håber, at alle jeg kender, oplever sådan en ro og accept hvad end de må gå igennem.

Da min far er fuldblodsenglænder, og min mor er 50/50 dansk og tysk, taler jeg flydende engelsk og dansk. Jeg har studeret tysk og spansk, og kan forstå begge sprog. Sprog har altid fanget mig, da sprog er det vi bruger til at konstruere vores identitet. En sjov ting om mig er, at da jeg nu er lidt af et gadekryds imellem tysk, engelsk og dansk, skulle man også tro, at jeg har et meget Nordeuropæisk udseende - hvilket dog ikke helt holder stik. Når jeg er ude at rejse bliver jeg altid forvekslet med italienere eller spaniere. Vi har grint meget af det på ferier, når turister har spurgt mig om vej, og jeg så svarede dem tilbage på dansk. Mine mørklødede gener fra min fars side, forvirrer tit folk, da både min søster og mor begge har lyst blond hår, lys hud og blå øjne.

Min yndlingsfilm er (fjollet som det lyder) ”Skønheden og udyret”. Og ja, det er Disney udgaven jeg hentyder til. Disney klassikere har været en kæmpe del af min barndom, da der er noget magisk og fortryllende ved deres film. Jeg har altid ønsket at identificere mig som Belle fra "Skønheden og Udyret". Hun er anderledes tænkende, intelligent og har hjertet på det rette sted.

Min yndlingsbog er til gengæld i en anden boldgade. Jeg har altid læst en del, og krimier har altid formået at fange mig lidt ekstra. Jeg tror det har noget med spændingen og gætterierne at gøre. Derfor er min yndlingsbog ”Kvinden i buret” af Jussi Adler-Olsen. Efterfølgerne var også fantastiske, men den første bog fangede mig meget mere.

Da min far har rejst rundt til mange steder i verdenen på grund af arbejde, har mine søskende og jeg været heldige at komme med på nogle af hans ture. Jeg forelskede mig i Sri Lanka for 4 år siden, efter vores fantastiske tur sammen. På lidt over 14 dage rundrejste vi Sri Lanka. Vi fik hver ét ønske opfyldt, som vi måtte opleve på turen, og jeg valgte at få et dykkercertifikat – hvilket var en helt eventyrlig oplevelse at få. Min søster ønskede at se havskildpadder, så vi tog til et frivilligt projekt med havskildpadder, for at donere penge til stedet efter tsunamien havde ødelagt store dele af øen. Rejsen i sig selv var fantastisk, men jeg tror, at det som udgjorde et så godt minde, var det faktum, at det var den sidste rejse, jeg havde med det meste af min familie samlet.

Jeg drømmer om at rejse til Afrika og opleve savannen og de afrikanske kulturer. Min far har fortalt historier derfra, som kun har givet mig endnu mere lyst. Jeg har altid elsket at rejse, og jeg har lovet mig selv at opleve 2 nye lande hvert år. I 2014 rejste jeg til Singapore for første gang for at besøge min far, samt Holland (Amsterdam) med en veninde. Her til sommer rejser jeg meget. En kollega og jeg skal på roadtrip i dele af Europa. Da dyrevelfærd altid har været min største mærkesag og tæt på et livs-projekt lige siden jeg var lille, drager jeg i år ud til Rumænien (Lugoj) på et dansk hundeinternat for at gøre en indsats. Hundeinternatet hedder Free Amely Danmark. Jeg har lavet en indsamling, som skal hjælpe internatet, samt bidrage til at kunne få bygget overdækning på de udendørs løbegårde. Alt for mange dyr bliver mishandlet og overset, og man må jo starte et sted. Det er dog ikke så velanset at lave frivilligt arbejde i Rumænien, hvorimod det i Danmark er det tegn på overskud og et godt hjerte. Udover Rumænien, tager vi et par dage i Ungarn (Budapest) og Tjekkiet (Prag) inden vi smutter hjem til Danmark igen.

Jeg drømmer ofte om forskellige rejser, og jeg jagter altid mine drømme.

Min største frygt har altid været følelsen af at gå glip af noget. Der er altid noget jeg gerne vil eller skal, og jeg har altid et eller andet på dagsordenen. Jeg kan godt lide følelsen at bruge mig selv og udnytte den tid jeg har, mens jeg har den. Derfor er jeg også altid gladest, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg elsker at møde nye mennesker, lære dem at kende og lære af dem. Jeg tror på at vi kan lære rigtig meget ved, at være åbne og modtagelige overfor de mennesker vi møder.

Frygten for at gå glip af noget, afspejler sig også meget i min rejsefeber. I fremtiden drømmer jeg om at se verdens 7 vidundere. Jeg tror på rejser giver stor dannelse, til dem som ønsker det. Jeg kunne godt tænke mig at bo i udlandet på et tidspunkt, og har altid følt mig godt "hjemme" når jeg rejser. Jeg drømmer selvfølgelig også om, at blive gift og være sammen med den eneste ene resten af mit liv - men det er ikke en drøm jeg kan jagte. Det er en drøm som må komme helt af sig selv.

Når man er en meget målrettet, aktiv og passioneret person, laver man ofte nogle skøre ting. Listen for mig og mine skøre idéer er lang. Hvis jeg først har fået en idé til noget, så skal der meget til at stoppe mig fra at udføre det. Da jeg var lille kom jeg i børnehave i natkjole, fordi jeg nægtede at tage tøj på. Med tiden udviklede jeg alt andet end min stedsans, og jeg kan blandet andet skrive: "væk i nisseskoven, i sommerland og samtlige udenlandske storbyer" på min tjekliste. Jeg klatrede meget i træer da jeg var mindre, for højdeskræk udviklede jeg heller aldrig, hvilket resulterede i, at det gik lidt for stærkt med at komme ned den ene gang, og jeg måtte bruge de kommende uger, med benet i gips fra top til tå. Dette blev kun værre af, at de kommende uger med gipsen på, foregik i Østrig's 28 graders varme. Ikke en sommerferie jeg kan anbefale.

Den del af mig selv jeg er mest glad for, må være mine øjne. Jeg har altid fået at vide at mine øjne afslører alt. Jeg er utrolig dårlig til at lyve, og hviler nok i mig selv til, at være tryg nok til at vise folk både hvor ked af det, og hvor glad jeg kan være. Jeg har rigtig meget mimik i ansigtet, og er derfor også dårlig til at skjule hvad jeg føler.

Skønhed for mig er når en person jeg taler med, fortæller om noget de går meget op i eller er meget interesserede i. Jeg synes altid, at folk der taler om deres interesser eller passioner, lyser op på en helt speciel måde. Det giver dem et lys i øjnene, og et ansigtsudtryk der nærmest smitter. Det er virkelig en fornøjelse få del i deres interesser, og en glæde at de har lyst til at dele dem med mig. Skønhed er også det at man tror på sig selv, og står ved det man føler for. Jeg tror og lever meget efter karma, som handler om at vores tanker, ord og handlinger skaber indtryk i vores sind. Disse handlinger kan enten gavne eller skade, alt efter om de er negative eller positive. Derfor synes jeg også at skønhed er at have et positivt syn og optimistiske holdninger, samt sunde værdier.

Jeg tror på, at jeg kan være en rollemodel for andre, da jeg selv efterlever et sundt værdisæt, har et positivt livssyn og optimistiske holdninger. Selvom jeg har fri fra skole, arbejder jeg meget for at opnå de ting jeg gerne vil. En god rollemodel er en fortaler på grund af sine enkelte kvaliteter. Rollemodeller kan også fejle, da det er menneskeligt at fejle, det vigtigste er dog at man kommer op på hesten igen. Jeg håber på at kunne inspirere andre til at jagte deres drømme, og opnå deres mål hvad end de er, og hvad end de kræver. På trods af modgang i mit liv, hvor jeg ikke havde udsigter for mig selv, eller forventinger til mig selv og min formåen, er jeg kommet ud på den anden side med stor succes. Jeg tror på, at ved at forstå vores handlinger, bliver vi i stand til at bestemme over vores eget liv. Så ved at forstå og acceptere ens egen modgang, kan man bedre kontrollere hvad der skal ske efterfølgende. Jeg håber at kunne viderebringe min sunde indstilling til livet, men også til troen og håbet på sig selv. Jeg tror på, at alle har ret til lykke, og alle har ret til at jagte deres drømme.

Jeg valgte at deltage i Miss Danmark 2015, fordi jeg så en mulighed for at belyse de projekter jeg arbejder med, og står for. Jeg så også muligheden for nye udfordringer og personlige oplevelser. Jeg tror og håber på, jeg er en person, som folk kan relatere til og se lidt af sig selv i. Og sidst men ikke mindst, er jeg ikke en frontfigur, men en fortaler.

At vinde Miss Danmark 2015 og repræsentere Danmark til Miss World 2015 i Kina ville betyde alverden for mig. Jeg ønsker at gøre en forskel, og jeg ser mig selv som en person der har sin rygsæk fyldt med de rette elementer til dette, for at kunne repræsentere et så mangfoldigt land som Danmark er.

Præsentation
Beauty With A Purpose

Miss Sport

Miss Talent

Lisa Lents ejer rettigheder til Miss Model of The World i Danmark og skal for første gang afholde konkurrencen i 2011.

Tilmed dig vores skønhedskonkurrencer for mænd i dagTilmed dig vores skønhedskonkurrencer for kvinder i dag