Anne-Sofie Damsbo

Miss World Danmark 2014 Finalist 13
Navn: Anne-Sofie Damsbo Jensen
Alder: 25 år
By/Region: København/Sjælland
Højde: 178 cm
Beskæftigelse: Færdiguddannet folkeskolelærer og model. Læser kandidat i Læring og Forandringsprocesser på Aalborg Universitet i København.


Mit navn er Anne-Sofie Damsbo Jensen, jeg er 25 år og kommer fra Viborg. Jeg er vokset op i en stor familie, hvor jeg er den ældste ud af en søskendeflok på fire – to drenge og to piger. Mine søskende og jeg har et meget tæt bånd, og vi taler sammen næsten hver dag.

Efter at have boet fire år i et bofællesskab på Vesterbro i København, bor jeg nu på Nørrebro. Jeg holder meget af Nørrebro, specielt fordi der er de bedste grønthandlere tæt på hvor jeg bor. Jeg elsker frugter (især granatæbler) og eksperimenterer en del med at lave smoothies og juice. Mit yndlingsmad er alt godt fra havet, og det absolut bedste jeg ved er friske krabbeklør, man selv skal pille.

Jeg er mest glad lige efter at have dyrket motion. Jeg ELSKER følelsen af at have været aktiv, og så bare slappe helt af med god samvittighed.  I min fritid dyrker jeg regelmæssig motion og svømmer 3-4 km tre gange om ugen samt dyrker en del smidighedstræning. Jeg går op i at træne og spise sundt og varieret, hvilket er en livsstil jeg er vokset op med bl.a. fordi, at min far har været professionel fodboldspiller.

Til hverdag studerer jeg på Aalborg Universitet, hvor jeg netop er begyndt på min kandidatuddannelse, der bl.a. handler om at udvikle og designe læreprocesser i uddannelsessammenhænge. Jeg har forinden taget en 4-årig professionsbachelor og er færdiguddannet som folkeskolelærer med et snit på 11. Jeg valgte min uddannelse med hjertet, da det er fundamentalt for mig at arbejde med noget som jeg brænder for.

På læreruddannelsen fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg har en stor passion og evne inden for undervisning. Jeg betragter undervisning som en kunstart i den forstand, at det dybest set handler om at skabe noget, som eleverne forhåbentlig kan tage med videre i livet. Her taler jeg ikke blot om at plante faglig viden i eleverne, men i høj grad også om det relationsarbejde, der ligger i selve dét at undervise og turde være en rollemodel for sine elever.

De største oplevelser jeg har i min erindring, har jeg opnået i forbindelse med rejser. Først og fremmest tænker jeg på musicalen The Lion King i London. Det var en fænomenal oplevelse at se en af favorit Disneyfilmene fra barndommen blive ’vækket til live’. Allerede under åbningsscenen var det fuldstændig umuligt at holde tårerne tilbage, fordi det hele simpelthen var så smukt; musikken, dyrene, farverne - det var bare helt fantastisk! Samtidig tager følelsen af nostalgi kraftigt fat om én, fordi man forsvinder helt ind i den samme verden, man husker fra da man så filmen som barn. Det er helt ubeskriveligt at opleve noget der er så æstetisk smukt, og derfor står oplevelsen også som et af de stærkeste minder jeg har.

En anden oplevelse, som har gjort stort indtryk på mig, var da jeg i sommers besøgte Pompeji. Det var specielt at være et sted, hvor tiden ligesom har stået stille i den forstand, at man tydeligt kunne se og fornemme, hvordan byen engang havde set ud. De forstenede menneskekroppe er noget helt særligt at se i virkeligheden. Det er sorgmodigt at gå gennem gaderne i Pompeji, men samtidig er det sådan en oplevelse, der minder én om at sætte pris på det liv man har.

Mit favorit feriested er Italien. Italien er bare altid skøn; maden, stemningen, maskerne, musikken, gaderne og hele stilen er bare helt unik. Rom er uden sammenligning min yndlingsby – atmosfæren og de smukke bygninger er noget helt specielt, hvis lige jeg endnu ikke har oplevet noget andet sted på jorden.


Jeg har en stor interesse for film og vil faktisk kategorisere mig selv som noget af en filmnørd, da jeg fx har over 500 DVD’er opstillet på hylder rundt omkring i hele min lejlighed. Det er umuligt for mig at nævne én yndlingsfilm, men nogle af de film jeg aldrig bliver træt af er: 500 Days of Summer, Kill Bill, I Am David, The Little Mermaid, Wicker Park og Dead Poets Society.

Min yndlingsbog er Forførerens dagbog af Søren Kierkegaard. I begyndelsen brød jeg mig egentlig ikke om at læse den, fordi hovedpersonen var uudholdelig at følge, men da jeg så endelig blev færdig med bogen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på den og diskutere tematikken. Bogens psykologiske aspekt er medrivende, især sammenlignet med nutiden ift. spørgsmål om, hvad der er vigtigt i livet.

Den person jeg ser mest op til i mit liv er min gamle dansklærerinde, fordi hun er det mest sympatiske og retfærdighedssøgende menneske, jeg nogensinde har mødt. Hun er nok også en af grundene til, at jeg blev inspireret til selv at læse til lærer.

Udseendemæssigt er Grace Kelly, Sophia Loren, Renée Toft Simonsen, Helena Christensen og Heidi Klum de kvinder jeg ser mest op til og lader mig inspirere af – alle fem kvinder har smukke figurer med kvindelige former plus karisma. De er klassiske skønheder, som alle udstråler styrke og kvindelighed.

Den del af kroppen jeg er gladest for ved mig selv er min timeglasfigur. Før i tiden hadede jeg virkelig min timeglasfigur, men jeg har med tiden lært at arbejde med figuren i stedet for imod den. Min krop er langt fra perfekt, men jeg føler, at jeg er god til at fokusere på de ting jeg er glad for ved mig selv. Heldigvis føler jeg mig også godt hjulpet på vej af tiden, som har ændret sig en del. Kvindelige former er ved at blive et skønhedsideal igen og den feminine figur har ligesom fået en renæssance, hvilket jeg virkelig gerne vil være frontfigur for. Jeg ville fx aldrig gå med til at bytte muskler, hofter og bryster ud for en ultra-tynd og kønsløs krop, blot fordi moden citerede det ideal. At stræbe efter en ultra-tynd og formløs figur ville for mig være en evig kamp mod naturen og min naturlige kropsbygning – en kamp jeg aldrig nogensinde ville vinde eller ville at have lyst til at vinde.

Hvis jeg kunne spise middag med én kendt person i hele verden, ville det uden tvivl være H.C. Andersen, fordi jeg gerne ville høre ham læse et af sine eventyr for mig. Jeg er stor fan af alle hans eventyr som jeg synes er fortryllende, fordi de kan nydes i alle aldre.

Noget sjovt man skal vide om mig er, at jeg er en gøgler af hjerte og sind. Jeg er ekstremt smidig og kan bl.a. løfte mig selv på to hænder, lave stående spagat, nå min albue med tungen, tage begge ben over hovedet, få mine albuer til at røre hinanden på ryggen, rokke med ørerne og meget mere. Jeg har også vundet limbo hver gang jeg har deltaget. I folkeskolen blev jeg drillet med at være vanskabt, men senere hen har jeg så forsøgt at præsentere mig som slangemennekse i stedet for. Det har ligesom en lidt mere positiv klang.:) 
Jeg er absolut rædselsslagen for hajer! Derfor må min største frygt simpelthen være hajer, som jeg dog samtidig har opbygget en vis fascination for. Man kan vel kalde det et had-kærlighedsforhold!


Det skøreste jeg nogensinde har lavet var nok da jeg som yngre deltog i flere af Se og Hørs Stjernedrys dansekonkurrencer. Jeg gik faktisk hen og vandt en af konkurrencerne med tre kammerater. Jeg græd af glæde på scenen og følte mig uovervindelig. Jeg vandt et års forbrug at Toms chokolade og nogle andre småting. Det var virkelig skørt, men også rigtig sjovt!
I min nærmeste fremtid drømmer jeg om at være den første danske kvinde, der vinder Miss World.
Længere ude i fremtiden drømmer jeg om at få lov til at arbejde med noget af det jeg brænder mest for, nemlig undervisning, kreativitet og projektledelse. Derudover drømmer jeg om at få en stor familie, da jeg selv er rigtig glad for at være vokset op blandt mange søskende.

Jeg kan være en rollemodel for andre, fordi jeg er en sporty, men også feminin pige, der er drønende selvstændig, modig og ambitiøs, og kæmper for at opnå de mål jeg sætter mig. Derudover er jeg meget afslappet omkring min krop og jeg spiser og lever sundt, fordi jeg vil være god ved min krop og vedligeholde den - ikke fordi jeg forsøger at ændre den. Jeg hviler i mig selv og er i takt med, at jeg er blevet ældre, blevet god til at tage nederlag med oprejst pande.
Jeg tror, at det er vigtigt at forstå livet som noget processuelt og jeg vil mene, at jeg er god til at stoppe op og fundere over, om det jeg laver, er noget jeg i virkeligheden brænder for. Hvis jeg laver noget, som jeg ikke brænder for, så tør jeg godt sige fra og starte på en frisk. Der er fx ingen skam i at skifte uddannelse, hvilket jeg selv gjorde en del gange, før jeg fandt ud af hvad min passion er.

Det ville være en drøm, der går i opfyldelse for mig, hvis jeg får lov til at være repræsentant for den kvindelige, sunde og naturlige krop, hvilket jeg føler jeg kan være, hvis jeg får lov til at repræsentere Danmark til Miss World 2014 i London. Jeg er særdeles dedikeret til at opnå de mål jeg sætter, og jeg vil kæmpe alt hvad jeg kan for at gøre danske Nicklas Pedersen (Mister World 2014) kunsten efter, og vinde titlen med hjem til Danmark. Jeg vil være utrolig stolt over at få lov til at repræsentere Danmark udadtil og være evigt taknemmelig for at få lov til at være med i noget der er SÅ stort, og som man altid kan være stolt af at have været en del af!


Photo: Christina Anaya
Camera & Editing: Jan Winther 
Producer: Lisa Lents/National Director 
Make-up: Louise Block Andersen 
Hair: Natascha Heilmann Würtz
Styling: Lisa Lents/National Director 
Dress: www.tp-kjoler.dk 
Jewellery: www.mawli.dk
Bikini: www.change.com  
www.missandmisterofdenmark.com

Vidste du at Mads Madsen kom i Top 15 til Mr. International i Thailand?

Tilmed dig vores skønhedskonkurrencer for mænd i dagTilmed dig vores skønhedskonkurrencer for kvinder i dag