Anabell Skovgaard


Miss World Danmark 2014 - Finalist 12
Navn: Anabell Skovgaard
Alder: 25 år
By/Region: København/Sjælland
Højde: 175 cm
Beskæftigelse: Uddannet Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed, arbejder som underviser i træning og kost for unge, samt som frivillig madskribent.

Mit navn er Anabell, jeg er 25 år gammel og kommer fra København, hvor jeg bor i en hyggelig lejlighed sammen med min kæreste. Jeg er vokset op på Frederiksberg og i Ballerup og er faktisk født i Thailand, hvor jeg boede de første 3 år af mit liv. Det skyldes at min mor er thailandsk. Hun mødte min far i det thailandske erhvervsliv og sammen havde de en masse spændende projekter, bla. forskellige hotelprojekter og en rideskole. Da jeg var 3 år valgte de dog at rykke teltpælene op mod det noget køligere nord og senere fik jeg en lillesøster, som betyder utrolig meget for mig.

Jeg blev for et år siden uddannet Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed. Der var ingen tvivl om at det var det jeg havde lyst til at læse, pga. min store interesse efter at lære mere om kroppen og sundhed. Jeg dimiterede med et gennemsnit på 10, hvilket jeg var meget tilfreds med, da eksamener førhen har været min akilleshæl, men med mit bevis i hånden, har jeg erfaret, at man sagtens kan vende noget der forekommer ubehageligt og hvad der lægger udenfor ens comfortzone, til noget udviklende og positivt.

På bare et år har jeg allerede samlet en del erfaring som sundhedsfaglig vejleder og arbejder lige nu som underviser i kost og træning for unge. Jeg elsker at arbejde med sundhedsfremme, da det emmer af så meget positivitet. Enhver jeg kan hjælpe med at få rykket i en sundere retning er en sejr og kæmpe tilfredstillelse for mig.

Jeg har også en lille sidegeschäft som madblogger samt som madskribent i et vegetarisk madforum, da jeg er meget passioneret omkring mad. Jeg elsker at eksperimentere og udfolde mig kreativt i køkkenet og dét at hygge om mine nærmeste med sund og veltilberedt mad er ren kærlighed for mig. At være sammen med mine nærmeste omkring et godt måltid mad, er det der gør mig gladest.

I forbindelse med min madlavning, går jeg også op i bæredygtighed, og spiser klimavenligt, da det er vigtigt for mig at tage ansvar og passe på vores miljø og klima.

Udover min passion for mad, bruger jeg min fritid på at træne. Jeg har altid været meget aktiv og startede allerede med at danse ballet som 4-årig. Skørterne er dog nu skiftet ud med et par løbesko og kettlebells og havde jeg boet i Thailand eller et andet eksotisk land, ville jeg uden tvivl også kunne tilføje dykkerudstyr på listen. Jeg elsker nemlig at dykke og skal altid ned under overfladen når muligheden byder sig. Det er så smuk en oplevelse. Faktisk ret meditativt, pga. roen og følelsen af vægtløshed. Det skøreste jeg har lavet, har faktisk været i forbindelse med et af mine dyk, hvor en dykkerinstruktør udfordrede mig til at spise en banan under vandet. Det resulterede i en del saltvand i munden blandet med banan, hvilket ikke er særlig lækkert, og sidst men ikke mindst også et bid fra en kaninfisk, som fejlagtigt troede at min finger var spiselig. Der var stadig aftegning af et fiskegab på min finger en uge efter, haha.

Det vildeste jeg har oplevet, har været at køre på ATV offroad i en jungle. Junglen lå samtidig på et bjerg, så der var meget stejlt, massere skrænter og vild vegetation. Der var vitterligt træer og skrænter alle vegne, hvilket gjorde det stort set umuligt at køre der. Jeg troede ikke jeg ville slippe uskadt derfra. Hvad jeg har lært af denne oplevelse, er at være mere påpasselig, når der før en sådan tur skal skrives under på, at turstedet fralægger sig ethvert ansvar hvis turen skulle medføre døden.

Mit favorit feriested er Thailand. Primært fordi jeg gerne vil besøge min familie, men også pga. det tropiske klima som jeg elsker og ikke mindst for at spise en masse lækker mad. Jeg har hver gang en hel checkliste med ting jeg skal have spist inden jeg rejser tilbage til Danmark. Min yndlingsmad må uden tvivl derfor være thailandsk mad og det vil være helt umuligt for mig at skulle udvælge én specifik ret. Jeg taler desuden også thailandsk, hvilket gør det hele meget sjovere. Både fordi det er fantastisk at kunne tale med thailænderne, men også fordi det er ret sjovt at kunne høre hvad folk egentlig taler om. Mange tror nemlig ikke at jeg taler sproget, så jeg har tit overhørt ret interessante samtaler.

Udover at feriere i Thailand, drømmer jeg en dag om at besøge Bora Bora i Fransk Polynesien. Længere væk tror jeg ikke, at det vil være muligt at komme. Jeg er meget draget af hvide bountystrande og et rigt marineliv, så derfor vil det være min foretrukne destination hvis jeg helt selv måtte vælge. Det er vitterligt den diametrale modsætning til at bo i København og selvom jeg er til trope og strand, så er jeg rigtig glad for at bo i storbyen. Jeg elsker nemlig mangfoldigheden i det københavnske kulturliv. Den ene time kan man uhøjtideligt sidde midt i et gammelt industriminde som Kødbyen og få sig en gastronomisk oplevelse, og den næste time sidde i Det Kongelige Teater på en balkon lige ved siden af Hendes Majestæt Dronningen. Bogstaveligt talt, skete det for nogle måneder siden.

I fremtiden drømmer jeg dog om at slå mig ned på et idyllisk landsted udenfor København. Få et par børn, en hel masse dyr og selvfølgelig en kæmpe køkkenhave. Karrieremæssigt vil jeg gerne lære endnu mere om kroppen ved at bygge ovenpå min uddannelse med en kanditat indenfor Human Ernæring, samt supplere min viden med alternativ behandling og læse til akupunktør eller Body SDS-terapeut.

Noget der også fylder meget hos mig er musik. Jeg hører virkelig meget musik, hver dag, og min musiksamling er uvurderlig for mig. Hvad jeg hører, afhænger af humøret, men det bevæger sig indenfor mange forskellige genre. Det er alt fra elektropop/rock såsom When Saints Go Machine til R&B/Hip Hop såsom Drake. Især nedtonet musik såsom Rhye eller Lana Del Rey hører jeg også meget. Derudover også jazz og blues.

Min yndlingsfilm er den franske film ”De urørlige”, som er baseret på en sand historie. Det er en meget opløftende film som skildrer et særligt venskab mellem to vidt forskellige mennesker.

Jeg har mange yndlingsbøger, men en af favoritterne er ”Under en strålende sol” af Khelid Hosseini. Den er fantastisk og meget fængende. Historien er barsk og helt igennem forfærdelig, men samtidig så livsbekræftende og fuld af kærlighed. Man kommer vitterligt igennem hele følelsesregisteret og kan det ene øjeblik grine og det næste græde tårer i stride strømme.

Jeg er mest bange for alvorlig sygdom som pludseligt opstår og jeg frygter at det vil ramme min omgangskreds. Det er så ubehageligt når noget livstruende er fuldstændigt ude af ens hænder.

Hvis jeg skal fremhæve noget sjovt, som i skal vide om mig, så er det nok at jeg stort set altid har ja-hatten på ift. skøre challenges. Sidst var under en ferie, hvor jeg blev udfordret til at drikke en særlig whiskey der havde trukket i tigerpenis, slange og skorpion. Ydrk! Derudover også, at jeg til tider har en ret upassende og lummer humor. Gudskelov besidder jeg en god portion situationsfornemmelse, men i min nære omgangskreds kan jeg godt give afløb, hvilket stadig kan overraske.

Hvis jeg skal udpege én ting ved min krop eller mit ansigt som jeg bedst kan lide, er det mit hår, da det er stærkt og sundt.

En person jeg ser op til er Dalai Lama. Jeg er meget fascineret af hans sindsro, den livsviden han deler i sine bøger og den næstekærlighed han rummer. Kunne jeg vælge én person som jeg kunne spise en middag med, skulle det være ham. Jeg er ikke i tvivl om, at et møde med ham ville være meget inspirerende og sætte en masse tanker i gang.

En anden person som jeg også vil fremhæve som værende et forbillede, er modellen Miranda Kerr. Hun sætter fokus på sundhed og et indre i harmoni, hvilket hun prøver at udbrede vigtigheden af overfor unge piger. Hun har bl.a. skrevet en bog, som centrerer sig meget om selvaccept, at tro på sig selv og at passe godt på sig selv. Det synes jeg er opløftende. I sommers kom det frem via undersøgelser, at ca. halvdelen af danske kvinder ikke vil gå på stranden, da de er kede af deres kroppe og da de ikke føler at de opfylder nutidens idealer. Det synes jeg er en smadder ærgerlig udvikling og jeg mener at det ville være sundt, hvis der kom mere fokus på at favne sig selv som man er og at diversitet er en god ting.

Skønhed for mig er uden tvivl et spørgsmål om det indre. En person med skønhed er både en person der hviler i sig selv og accepterer sig selv som hun/han er, samt en person der har et stort hjerte. Dette citat af Kahlil Gibran siger det meget godt: ”Beauty is not in the face; Beauty is a light in the heart”.

I forlængelse af det, føler jeg også at jeg kan være en god rollemodel for andre, da jeg vægter de indre værdier højt. Jeg er en naturlig pige, som passer godt på mig selv og mit helbred, ved at leve sundt, være fysisk aktiv og ved at have gode og kærlige relationer.

Jeg er taknemmelig for hvad jeg har og jeg synes det er så ærgeligt at bruge energi på at tænke negativt om sig selv, og ville være noget man ikke er. Mit budskab er, at der er noget smukt i enhver og noget smukt ved at vi alle er forskellige.

Jeg føler også at jeg kan være en rollemodel for andre, da jeg vægter det højt at være uddannet og videbegærlig. Jeg har en naturlig interesse for hvad der foregår rundt omkring i verden og tager del i de forskellige udfordringer der er, fx ved at gå op i bæredygtighed og økologi mhp. at skåne miljø og klima.

At repræsentere Danmark i London til Miss World 2014, vil være en stor ære for mig. Jeg vil repræsentere de danske kvinder som værende stærke, selvstændige, og med en lyst til at hjælpe andre.

Selvom jeg ikke ser helt dansk ud, så er og føler jeg mig i høj grad dansk indeni, og kombinationen af det danske og det udenlandske, tror jeg gør at mange piger i det multikulturelle Danmark vil kunne relatere sig til mig! Jeg vil derfor repræsentere et mangfoldigt Danmark til Miss World 2014 i London.




Photo: Christina Anaya
Video photographer: Jan Winther
Make up: Tenna Åhman Olsen
Hair: Stephanie Bay Greiff
Styling: Lisa Lents/National Director 
Dress:www.tp-kjoler.dk
Jewellery: www.mawli.dk
www.missandmisterofdenmark.com

Vidste du at Alexander Bach kom i Top 15 til Manhunt International 2012 finalen i Thailand?

Tilmed dig vores skønhedskonkurrencer for mænd i dagTilmed dig vores skønhedskonkurrencer for kvinder i dag